Kære Jonna

Nu har jeg igen oplevet, at nogen sladrer om mig. Og jeg kan ikke genkende de historier, som der bliver fortalt om mig. Jeg er vred og såret og har lyst til at gøre noget ved det, men jeg er bange for at lige meget, hvad jeg gør, bliver det bare værre. Hvad skal jeg stille op? Skal jeg konfrontere dem der sladrer eller lade som ingenting?

Hilsen Inge

◊ ◊ ◊ ◊

Kære Inge

Det er aldrig rart at høre historier om sig selv, som ikke er sande. Nogle gange ved man ikke, hvem der sætter rygterne i gang – andre gange ved man det. I begge tilfælde kan man føle sig magtesløs. Jeg så en film for nyligt, som sammenlignede sladder med at sprætte en dunpude op med en kniv i blæsevejr. Dunene blæser for alle vinde, og det vil være umuligt at samle alle fjerene og gøre puden hel igen. Sladder kan bygge på en interesse, vi mennesker har for hinanden, og nogle gange tager den interesse en negativ drejning. En lille historie kan vokse ligesom H.C. Andersens historie om en fjer, der bliver til fem høns.

Mange gange er historierne ikke sande, og problemet er vel også, at mange lytter ukritisk til dem. Det kan helt banalt skyldes, at nogle føler sig gode, hvis de gør andre mindre gode. Det kan hjælpe at tænke på, at de mennesker, som holder af dig og kender dig, synes du er en rar person. Du kan også, når du har muligheden, stille og roligt afkræfte de historier, der bliver fortalt om dig. Det er sjældent en god ide at gengælde sladderen, for det kan have negative konsekvenser både for dig, og dem der bliver sladret om. Vi kan ikke styre hvad andre tænker og gør, men vi kan styre, hvad vi selv gør.

Kærlig hilsen Jonna