Kære Jonna
Min kæreste og jeg har skændtes så længe, at jeg er ved at få nok. Vi har været sammen i næsten 4 år og vi skændtes slet ikke så meget i starten. Det er, som om det bare kører i ring og selvom vi siger, at nu skal vi holde op med det, ender vi med at skændes igen. Mange gange om de samme ting. Jeg elsker ham jo og håber, at det bliver bedre. Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke få ham til at forstå mig.
Kærlig hilsen K
◊ ◊ ◊ ◊
Kære K
Det er ikke en nem situation, du er i, og det lyder som om, du har brugt mange kræfter på jeres forhold. Det gør man, når man føler, der er noget at kæmpe for. Måske føler du ikke, der er så meget at kæmpe for mere, siden du er ved at få nok. Eller også er jeres skænderier havnet i en rille, som er svær at bryde ud af. Parforhold har ofte hårde perioder, hvor det er svært at forstå hinanden. Og det bliver endnu sværere, hvis du forventer, at I skal forstå alt ved hinanden. I starten er man forelsket og ser det bedste i hinanden. Det er normalt, når man lærer hinanden bedre at kende, at man også finder ud af, der er nogle ting, man er uenige om. Og det bliver nok umuligt at blive enige om alt.
Der kan også være sket nogle ting, som I ikke har fået snakket igennem på en god måde, som dukker op igen, når I bliver irriterede, kede af det eller frustrerede. Prøv at tænke på, da I begyndte at skændes; hvad var det, der udløste skænderierne? Og prøv så at se, om du synes, I har fundet nogle løsninger, som du kan leve med. I kan ikke lave hinanden om, men måske lave nogle aftaler og kompromisser om de ting, I synes, er de vigtigste. Det kan hjælpe at huske de ting, som det er lykkedes at finde løsninger på, så du ved, at det kan lade sige gøre. Vi lytter desværre ikke altid så godt, når vi er irriterede, så det kan hjælpe at prøve at kontrollere sig selv, når man bliver vred. Det er vigtigt at sætte sig i hinandens sted, så man måske kan forstå, hvad den anden føler. Det er ikke altid nemt at skulle leve med hinandens svære sider, men det kan hjælpe at huske på, at den anden jo også lever med ens egne svære sider. Jeg forestiller mig, du bliver træt og udmattet, når I har skændtes, og håber du har nogle gode veninder, som du kan snakke med.
Kærlig hilsen
Jonna