Oplæg på Fagpolitisk Ligestillingsseminar i Ilulissat, september 2010

Jeg er glad for at kunne holde et oplæg om et område, som jeg har arbejdet med i mange år. Nemlig vold. Jeg har i mange år behandlet ofre for vold og har oplevet, at antallet af voldsofre var konstant og har i den forbindelse undret mig over, hvad der skete med voldsudøverne. Udover domfældelse har jeg efterlyst behandling af krænkere, for det er min overbevisning, at hvis vi skal knække voldskurven må vi gøre noget, så der skabes færre ofre og det kan bl.a. gøres ved at behandle krænkerne.

I min praksis har jeg erfaret, at samtlige voldsofre har lidt skade på deres selvværd og at deres funktionsniveau var forringet som følge af volden. Kun få voldsofre forlader deres voldelige mand. Jeg har tidligere kun behandlet voldsudøvere som var anbragt på institution – oftest som følge af psykiske lidelser. De fleste af disse personer med psykiske lidelser har oplevet meget vold. De har både set vold i hjemmet og været ofre for vold.  Jeg har også behandlet døgnanbragte børn og unge, som havde traumer som følge af vold og nogle af disse havde udviklet en aggressiv adfærd. Enten mod sig selv eller mod andre. I dag behandler jeg en del krænkere, som har fået en dom. Fælles for disse voldsudøvere er, at de alle har oplevet vold mod dem selv. En del af voldsudøverne har en uddannelse, et arbejde og et hjem. Nogle få af dem har oplevet at blive forladt af partnere pga volden. Fælles for dem er også, at når de starter terapien, har de en stærk oplevelse af selv at være ofre for mange overgreb og svigt. Deres egne handlinger står i skyggen af deres egen offeroplevelse. De oplever, at det er svært at opnå social accept efter afsoning af dom og terapeutisk behandling – specielt i mindre byer.

Jeg har som terapeut mulighed for at kigge ind gennem nøglehullet hos en gruppe borgere, som mange ikke har meget til overs for. Mange ønsker voldsmænd sat ud på en isflage og håber de flyder meget langt væk. Mange lukker  øjnene for volden. Hvis vi skal opnå selvstændighed i Grønland, kræver det at vi tager ansvar for vores eget samfund. Og et af de områder vi skal tage ansvar for er den omfattende vold.

Vi kan udfra politiets døgnrapporter, undersøgelser om børns trivsel i Grønland, krisecentrenes og kommunernes beretninger samt terapeuters praksiserfaringer konkludere, at vold udøves i stor stil i Grønland. Vi har verdensrekord i antal kæbefrakturer grundet vold. Der er mange hypoteser om, hvorfor voldens omfang er så stort. En del antager, at volden skyldes affekt og manglende impulskontrol. Man siger, at voldsudøveren er i følelsernes vold og at der sker et følelsesmæssigt overtryk, som eksploderer i en voldshandling. Men volden rettes mere mod kvinder end mod mænd, så volden kan åbenbart kontrolleres overfor nogle mennesker og ikke overfor andre. Oftest er det kvinder, der er ofre for vold. Det kan tænkes, at volden udøves, fordi der ikke er store konsekvenser som følge af volden. Det kan betyde, at både kvinden og manden mener, volden er begges ansvar; nogle siger, det skyldes at kvinden udøver psykisk vold og manden responderer med fysisk vold.   Mændene slår for at sætte konen på plads og mener han har ret til det, fordi han er skuffet, men han ønsker i bund og grund noget godt. Voldsmanden ved, at volden virker – måske har de selv overværet og mærket volden. Mange kvinder bliver i forholdet på trods af volden. Volden bliver ikke set som uacceptabel. Dette scenarie overværer en hel del børn og unge.

Ethvert overgreb er vold, som typisk er begået i det skjulte. Overgreb er defineret ved at være en handling, der overskrider et menneskes grænser. Vold kan kun stoppes ved at blive påpeget, men har i stedet en tendens til at blive hemmeligholdt og fortiet, og uanset egen uskyld vil offeret føle sig ensom, skamfuld og magtesløs. Chokkets hændelser og reaktioner kan ikke glemmes, tilstanden kan ikke trænes væk og tiden kan ikke lægge et slør over begivenhederne. Traumatiseringen har fundet sted og kan kun heles via kontakt og kræver en re-orientering af personens tilværelse.

Hvis denne re-orientering ikke finder sted, er der sandsynlighed for at volden overføres til andre; fx at mor slår barnet. Blot det at overvære volden er grænseoverskridende og siger noget om måden man er overfor hinanden på. Familiens grænser bliver til barnets grænser. Og den onde voldspiral er igang. Vi ved i dag, at børn lærer mere af voksnes adfærd end af deres ord.

Et barn erfarer, at når nogen gør dem ondt, så må det skyldes, at de ikke er gode nok som de er. Det er den eneste kontrol barnet har. Så selvom at det er naturligt at søge flugt eller kæmpe, når der er fare på færde, kan barnet ikke flygte eller kæmpe mod en voksen og barnets grænser overskrides og flyttes, så en sådan adfærd bliver normal adfærd. I nogle tilfælde identificerer barnet sig med krænkeren og vender aggressionen over volden udad mod andre. Psykolog Mimi Strange har i projekt Janus gjort en interessant opdagelse, nemlig at seksuelle krænkere havde det tilfælles at de havde oplevet vold i hjemmet. Altså det at man kan tillade sig at skade et andet menneske for at opnå noget.

Karakteristisk for en krænkerpersonlighedsstruktur er, at personen primært søger at tilfredsstille egne behov i sin kontakt med andre mennesker. Og at personen er i stand til at overskride andres grænser psykisk og fysisk uden at føle ansvar for krænkelsen. Personen rationaliserer sin adfærd og berettiger den i enten nødvendigheden at beskytte sig selv eller i at dække sine behov. Man kan sige, at krænkeren har magt men mangler selvkontrol, hvor offeret mangler magt men har selvkontrol. Krænkerens evne til empati er skadet og samvittigheden fungerer ikke normalt.

De fleste af de voldsudøvere jeg får i behandling har behov for at tale om deres egen oplevelse af at blive krænket, før de kan forstå, hvordan de skader deres ofre. De har som oftest meget vanskeligt ved at åbne op for de følelser, der er knyttet til de overgreb, der er begået mod dem selv. Det ser ud til, at deres oprindelige følelsesmæssige reaktioner er frosset til is og det tager tid for dem at erkende, at nogle af de følelser kommer til udtryk i den vold, de udøver mod deres partner. Samtidig har mange af de mænd jeg har i behandling udtrykt, at de er voldelige, fordi de ikke kan styre deres samlever. Så der er to aspekter som er centrale i forståelsen af voldsudøvere: Deres indre psykiske struktur, der bærer præg af en offerfølelse og afmagtsoplevelse og den kulturelle oplevelse af at man som mand skal have styr på sin kvinde. Flere af voldsudøverne har udtrykt, at de troede at det var det man gjorde, når der var problemer.

Det ser ud til, at det for en del grønlandske mænd er en måde at håndtere en konflikt på, som ikke kun er udsprunget af afmagt, men også af de ting de har lært og set i deres liv.

Så når vi skal kigge på hvad vi kan stille op for at forebygge og undgå vold, skal vi ikke kun behandle voldsudøvere og ofre for vold. Vi må også kigge på de holdninger, vi i samfundet har til vold. Hvis en grønlandsk mand mener, at han har ret til at styre sin kvinde bl.a. ved hjælp af vold, står vi overfor at skulle ændre holdninger for at stoppe volden. I et feltstudie i Nuuk foretaget af antropolog Bo Wagner Sørensen lagde han mærke til, at mænd og kvinder generelt talte om at der skal to til at slås. Det placerer kvinden som medansvarlig. Og mandens voldelige adfærd blev forstået som at han ikke var sig selv da han var voldelig. Han var fuld, ude af balance, var stresset – han handlede ikke i ond vilje, men i affekt. Det var lige så mange kvinder som mænd der kom med sådanne forklaringer på voldelig adfærd. Nogle kvinder anser volden som et udtryk for at manden holder af dem. Det lyder som undskyldninger for en adfærd, der burde karaktericeres som uacceptabel.

Jeg mener, der snarere er tale om en logik, hvor det handler om afstraffelse. Ideen om den tavse grønlandske mand, der går amok, når han har drukket, er udbredt. Dog er det ofte sådan, at manden på ingen måde er tavs, når han skal irettesætte sin samlever. Hvis en mand mener han er i sin gode ret til at blive vred på sin samlever over dennes adfærd, siger det sig selv at denne vrede er retningsbestemt. Vi kan ikke adskille følelse og intellekt, da begge er størrelser som er bundet til samme krop – de griber ind i hinanden og forudsætter hinanden. Således er intentionen indbygget i følelsen og følelsen er en man tager på sig. Køn og magt er uundværlige elementer i forståelsen af, hvordan følelser praktiseres i ord og handling.  Ansvaret for ens handlinger er ens eget uanset hvilke følelser man har.

Vi må som samfund tage udgangspunkt i ligeværd. Ikke at vi kan det samme men at vi som mennesker er lige meget værd. Vi kan ikke gå ned på en fødegang og sige at baby 1 og baby 7 er mere værd end baby 2 og baby 8. Holdningen om at en mand har ret til at irettesætte sin kvinde med vold, er i modstrid med den grundlæggende værdi om ligeværd. En forudsætning for at bevare ligeværd ml. mennesker  – mænd og kvinder – er at der hersker respekt for begge køn. Uanset følelser, intellekt og intentioner. Hvordan respekten for hinanden udmønter sig kan diskuteres, men det kan næppe diskuteres at nogle har ret til at opnå noget på bekostning af andre.

Så vi kan ikke sætte voldsudøverne ud på en isflage og se bort fra, at de også har været ofre for overgreb.