Artikel bragt i avisen AG efteråret 2008

Hvis vi skal betragte vores samfund som en person lige nu, er det en meget varm person. Nogle gange er den person meget mæt – andre gange meget sulten. Nogle gange kan personen meget, andre gange ikke så meget. Nogle gange er det en person med mange humørsvingninger, andre gange mere stabil, siger Jonna Ketwa, autoriseret privatpraktiserende psykolog.

At være selvstændig indebærer bl.a. at kunne tage ansvar, siger Jonna Ketwa. AG er på besøg hos hende for at høre lidt om selvstyre- og selvstændighedstanken, set med en psykologs øjne.

Som bekendt stemmer vi om selvstyre den 25. november. Man vil måle temperaturen på folkets mening om selvstyre og lige nu er oplysningskampagnerne i fuld gang.

Selvstyret sparker selvstændighedsprocessen i gang. Selvstændighed kan psykologisk set forstås som en frigørelse fra afhængighed af andre. Det indebærer, at man selv kan tage ansvar. Det er ikke nok at sige, at “jeg vil selv” – det centrale er “at kunne selv”. For en del menneskers vedkommende er ressourcerne, mulighederne og kompetencerne ikke til stede i en sådan grad, at de kan tage ansvaret for dem selv, selvom de meget gerne vil. Ansvarlighed indebærer ansvarsbevidsthed og ansvarsfølelse – egenskaber, der motiverer os til forholde os til konsekvenserne af vores valg og handlinger. Det kræver viden om de konsekvenser vores valg og handlinger kan medføre. Denne viden opnår vi bl.a. gennem vores opdragelse, uddannelse og deltagelse i samfundet. Vi skal være i stand til at være selvkritiske og evaluerende ifht. vores valg og handlinger, så vi kontinuerligt udvikler og forbedrer os, siger Jonna Ketwa.

Ansvar kræver overskud
Jonna Ketwa har arbejdet som psykolog her i landet i snart otte år, og før det har hun boet og arbejdet i Danmark. Gennem sit virke som psykolog i Grønland har hun rejst kysten rundt og gjort sig nogle iagttagelser.

Uanset hvor jeg har været i landet, har jeg oplevet stor varme og gæstfrihed. Jeg har mødt en masse vilje til udvikling og et stort ønske om mere viden.

Nu tænker jeg meget generelt, og min oplevelse er også, at informations- og vidensniveauet ikke altid er så højt hos nogle mennesker. For eksempel fagforeningsmæssigt og retssystemsmæssigt. En del mennesker ved ikke, hvor de skal henvende sig med deres problemstillinger og behov; de ved ikke, hvad de har ret til. De har ikke mulighederne, ressourcerne, kompetencerne og overskuddet til fx at følge med i selvstyreprocessen. Det er en problemstilling, som jeg synes, er vigtig i forbindelse med selvstyretanken.

Min erfaring er, at en del mennesker ikke reagerer åbent ved fx uretfærdig behandling eller andre problemstillinger, men bruger det, der hedder passiv aggression. Det vil sige, de beklager sig andre steder, end de steder, hvor der faktisk er muligheder for forandring. Det kan medføre frustrationer og problemer for de mennesker, som har mulighed for at hjælpe, siger Jonna Ketwa.

For nogle handler det mere om at overleve
Ifølge Jonna Ketwa lever nogle mennesker tæt på smertegrænsen. En del er så omsorgssvigtede, at de bruger deres ressourcer på bare at overleve. De har ikke overskud til at søge viden om og deltage i selvstyreprocessen, når de skal skaffe penge nok til huslejen. Det er mennesker, der ikke altid har en oplevelse af, at samfundet vil dem det godt.

Gennem de senere år har der været en spændende debat om omsorgssvigt og fattigdom. Undersøgelser har vist, at mange mennesker i vores land lever med følgerne af omsorgssvigt. Sideløbende med det har mange svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Forskellen på ”rig og fattig” er stor. Faktisk er den større end i USA. Når vi har en relativ stor gruppe mennesker, som lever på kanten af smertegrænsen, betyder det, at de ressourcestærke må tage mere ansvar.

Vejen mod selvstændighed er en selvrealiseringsproces.
Jonna Ketwa efterlyser flere evalueringer af initiativerne i det grønlandske samfund. Fagligt funderede evalueringer giver os et billede af, hvad der faktisk giver gode resultater. Når vi indfører selvstyre, bør vi jævnligt spørge os selv, hvordan det går. For når vi ønsker at tage mere ansvar, må vi også sikre et bæredygtigt grundlag til at understøtte den udvikling, vi sætter i gang. Vi ønsker at realisere nogle mål – det kræver, at vi kender grundlaget for at nå de mål.

 Vi må give mere end vi får
Jonna Ketwa påpeger samtidig, at en del mennesker her i landet får mere, end de giver. Denne proces startede i kolonitiden og er på vej ud.

Martin Paldam lavede engang en analyse af økonomien i Grønland. Han beskrev generelt, at en del mennesker led af ”Hollandsk syge”. Det vil sige, at man får mere, end man giver. Det kan til dels forklare nogle menneskers reaktion på selvstyretanken. Nogle ønsker ikke forandring. Andre er bange for forandringer. Det er forståeligt, for en forandring er en slags krise. Du skal tilpasse dig noget nyt. Det kan være en af årsagerne til, at nogle modsætter sig en udviklingsproces.

Selvstyre og selvstændighed er for nogle en drøm. Psykologisk set kræver realisering af drømme, at man har evne og viden til at udvikle en ny virkelighed. Udvikling kræver fysisk og psykisk tryghed. Som jeg nævnte tidligere, er der en gruppe mennesker, som ikke har den fornødne fysiske eller psykiske tryghed til at realisere forandring. De ønsker forandringen, men har ikke nødvendigvis forudsætningerne og overskuddet til at bidrage til udviklingen. Det er vigtigt, at vi skaber mulighed for, at disse mennesker får forudsætningerne og overskuddet til at bidrage til udviklingen. Selvstyre kræver også selvstændiggørelse af den enkelte borger, så flere giver mere, end de får.

Vi skal være selvkritiske
Jeg oplever, at der sket en udvikling, siden Martin Paldam lavede sin analyse. Jeg tror, at flere og flere er i stand til at klare sig selv i dag. Så jeg oplever, det går den rigtige vej. Dog er der stadig foruroligende mange, der skal bæres. Det er ligeledes bekymrende, at der er så stor forskel på rig og fattig. Det kunne være interessant at undersøge, hvad der har sat denne udvikling i gang.

I dag er selvstyre- og selvstændighedsudviklingen i fuld gang, og spørgsmålet er, hvilken vej vi vil gå. Det er det, vi skal finde ud af ved folkeafstemningen den 25. november. Hvis resultatet bliver et nej, må vi spørge os selv, hvorfor vi ikke ønsker det? Og hvis resultatet bliver et ja, må vi huske at spørge os selv, hvordan vi ønsker det? Et land, der vil være selvstændigt, skal have borgere, der kan og vil være selvstændige. Hvis stemmerne fordeler sig nogenlunde lige, bør vi forholde os refleksivt til resultatet og huske at respektere alle synspunkter, siger Jonna Ketwa.

Hvis man vil gøre sine børn klar til et selvstændigt samfund, er medmenneskelighed og ansvarlighed store kvaliteter at give plus en masse viden, siger autoriseret privatpraktiserende psykolog Jonna Ketwa.